Fra den 2/1 - 28/6 2013 rejser vi jorden rundt. Rejseruten er: Uruguay, Argentina, Chile, Australien, Thailand, Burma, Indonesien, Borneo og Singapore. På denne blog vil vi løbende skrive om turen.

Janne og Esben

onsdag den 13. februar 2013

Great Ocean Road - Australien

Så kom vi til en af de mest kendte vejstrækninger i Australien - Great Ocean Road. Vejen blev bygget af veteraner fra 1. Verdenskrig, og den følger kysten fra Torquay til Warrnambool. Vejen passerer gennem nationalparker, små kystbyer og en pæn portion udsigtspunkter og fyrtårne.

Denne strækning brugte vi 3 dage på at køre.

Grundet de høje bølger er strandene langs Great Ocean Road populære hos surferne, som også har sat en vis præg på de små byer, som man kører igennem. Bl.a. stammer tøjmærkerne Rip Curl og Quiksilver fra Torquay, som begge er inspireret af surfer-kulturen.

Vi kom også forbi en mindre nationalpark med regnskov, hvor vi gik en tur ind i regnskoven.

Undvejs tog vi en afstikker til Cape Otway, der er det sydligste punkt på ruten. På vejen derud kørte vi gennem en skov med mange eukalyptustræer, hvor der sad mange koalabjørne. Vi så endda en koala på vej over vejen, hvilket normalt er et sjældent syn. Den kravlede dog hurtigt op i det nærmeste træ, da vi kom forbi.

En af højdepunkterne på Great Ocean Road er de "12 apostle". Det er en række klippesøjler, som står langs kysten. De er opstået ved at havet har ædt mere og mere af kysten, hvor disse klippesøjler så står tilbage.

Vi kom også forbi et lille zoo, hvor vi fik mulighed for at komme lidt tættere på kængururerne og deres mindre fætter wallabien. Her kunne vi fodre dem med hånden. Desuden var der dingoer, emuer (ligner lidt en struds) og flere koalaer. De fleste af disse dyr er aktive om natten, hvorfor der ikke er meget liv i dem midt på dagen.

Vores tur på Great Ocean Road slutter i byen Warrnambool, hvor vi, efter en omgang grillet lammekrone og en god nats søvn, kører ind i landet til the Grampiens nationalpark.



















Ingen kommentarer:

Send en kommentar