Fra den 2/1 - 28/6 2013 rejser vi jorden rundt. Rejseruten er: Uruguay, Argentina, Chile, Australien, Thailand, Burma, Indonesien, Borneo og Singapore. På denne blog vil vi løbende skrive om turen.

Janne og Esben

torsdag den 14. marts 2013

Bangkok - første stop i Asien

Farvel til Australien og goddag til Asien og Bangkok. Bangkok har været vores base de sidste 5 dage, mens vi har planlagt de næste måneder af vores tur. Blandt andet har vi fået visum til Burma (Myanmar) samt fået vekslet til US dollars, der er den eneste brugbare valuta, man kan tage med ind i Burma. Alle dollarsedlerne skal være i perfekt stand, ikke ældre end 2006 og uden buk eller bøjede hjørner.

Den har dog ikke kun stået på planlægning. Det har også været tid til at opleve lidt af Bangkok med trafikpropper, shopping, kaos, dejlig thai mad med tilhørende Singha øl. Hertil masser af lækker frugt, frugtshakes og cocktails.

Desuden har vi de fleste dage fået en god omgang thai massage, som mest af alt er en blanding af traditionel massage, yoga og udstrækningsøvelser. Vores hotel Lamphu Tree House har ligget perfekt i rolige omgivelser med en bar ved siden af, samt god massage lige rundt om hjørnet til 30 kr pr time. Lidt andre priser end vi er vant til fra Australien hvor vi til sammenligning gav de samme for et blomkål. Vi kunne sagtens have brugt nogle flere dage i byen, og vi har da også planlagt at vende tilbage igen, idet vi skal bruge nogle dage på at søge om visum til Indonesien, når vi kommer så langt.

Opholdet i Bangkok har også budt på besøg på "Grand Palace" (kongepaladset) og det mindre "Wat Pho" palads. Begge er to af Thailands helligste steder.

I Grand Palace er det "Emerald buddha" en lille grøn buddhafigur med en enorm popularitet. Man måtte desværre ikke tage billeder af den grønne buddha, og for at få lov til at se den, skal man være barfodet samt have tildækkede knæ og skuldre. Under besøget skal man sidde med fødderne vendt væk fra buddha, idet fødder anses som værende beskidte.

I Wat Pho er det en kæmpe liggende buddhafigur, som er 15 m høj og 45 m lang, der stjæler opmærksomheden som hovedattraktion.

Vi flyver nu mod Burma, hvor vi tilbringer de næste 14 dage med besøg i Yangon, Inle søen og Mandalay.

Farvel og på gensyn til Bangkok.















Ingen kommentarer:

Send en kommentar