Fra den 2/1 - 28/6 2013 rejser vi jorden rundt. Rejseruten er: Uruguay, Argentina, Chile, Australien, Thailand, Burma, Indonesien, Borneo og Singapore. På denne blog vil vi løbende skrive om turen.

Janne og Esben

mandag den 10. juni 2013

Down under once again - Litchfield

Efter at have sendt familien på vej hjem, tog vi selv et fly til Darwin i Australien. Vi siger dermed goddag igen til Australien, som vi forlod første gang tilbage i marts. 

Denne gang går turen til Northern Territory. Igen har vi lejet en camper til at komme rundt i det store land, som Australien er. Turen går fra Darwin i nord til Alice Springs i midten. Undervejs tager vi afstikkere til forskellige nationalparker. 

Efter et par dages afslapning i Darwin fyldte vi camperen med forsyninger og kørte sydpå. Vi nyder begge at være tilbage i Australien - med eget køretøj og med dejlig hjemmelavede sandwich til frokost og ligeledes hjemmelavet aftensmad, hvilket var tiltrængt efter små 3 måneder i Asien med ris. 



Første stop var Litchfield nationalpark, der ligger 100 km syd for Darwin. Parken er mindre kendt end Naboparken Kakadu, men mindst ligeså imponerende.



Parken er kendt for sine mange floder, vandfald og vandhuller. Her fik vi rig mulighed for at få en svømmetur, hvilket var tiltrængt, da temperaturen ligger lidt over 30 gr. 

En meget karakteristisk ting ved Northern Territory er de mange termitboer. De står mange steder langs vejen, ligesom den på billedet. Termitboet her er ca 50 år gammelt, og er stadig beboet af termitter.



Vores næste stop var ved Buley rock hole, hvor vandet var dejligt forfriskende og klart samt med en masse små fisk. 



I Litchfield overnattede vi to nætter på en natur-campingplads, som lå tæt på vandfaldet Wangi falls. Om dagen kunne vi bade i søen under de to store vandfald. Et tredje og mindre vandfald flød ned i en lille jacuzzi-lignende hul, hvor vandet sjovt også var varmere end i søen, så det var en meget speciel oplevelse. Jacuzzien er svært at se på nedenstående billede, med den ligger mellem de to store vandfald - meget tæt på vandfaldet til venstre (nederst på klippen). 


Om natten kunne vi så falde i søvn under stjernerne til lyden af selvsamme vandfald. 

Næste dag tog vi videre ud i nationalparken til Bamboo Creek, hvor der lå en forladt tin mine. Her havde man fundet tin tilbage i 1906, hvorefter man over flere perioder gravede efter tin. Tin-minen blev dog endelig forladt i midten af 1950'erne. 




På vejen tilbage mødte vi vores første vilde dingo i Australien. De er normalt meget sky, men denne gik langs vejen. Den gik dog af vejen og ind i bushen, da vi kørte forbi. 



Den sidste dag i LF besøgte vi Florence Falls, hvor vi også fik en dejlig svømmetur i poolen under vandfaldene. Mens vi var ude at bade, valgte nogle andre turister at kravle til toppen af vandfaldet og så springe de ca 10 meter ned. 


Ingen kommentarer:

Send en kommentar